Følg os
Ja, vi mener helt afgjort at eSport er en sport. De der spiller professionelt, bør se sig selv og opfattes af os andre, som de atleter de er!
På verdensplan er små 2 milliarder mennesker registrerede som ugentlige brugere i E-sporten.
Til sammenligning er der omkring 265 millioner mennesker, der spiller fodbold.
I sidste års League of Legends (et af de mest populære spil inden for eSport) VM finale så mere end 100 millioner mennesker med i løbet af stævnet. 70.000 tilskuere fulgte turneringen live på et stadion i Sydkorea.
Billedet er fra League of Legends Verdensmesterskaberne i Sydkorea.
I Danmark er der blevet fortaget en undersøgelse blandt 3.500 gamere, og det viser sig at ca. halvdelen spiller mellem 6-10 timer om ugen. Derudover viste det sig, at 13% spiller mere end 40 timer om ugen. Altså en anseelig mænge tid foran skærmen i jagten på sejre. Hvis vi konverterede tiden foran skærmen til løb, fodbold, håndbold, ville det betyde, at den enkelte person med stor sandsynlighed ville være en seriøs sportsudøver.
Jeg møder stadig forargelse over, at vi kalder dette univers af gamere og deres mange timer foran skærmen for en sport. Men hvorfor? Hvad definerer ordet sport?
En definition jeg godt kan lide er:
“Man skal som individ og/eller som gruppe gøre en eller anden fysisk aktivitet. Herudover skal der være en konkurrencesituation, som indordner sig efter en række klart defineret rammer og regler, som man skal holde sig inden for, for at konkurrere.”
Hvis dette anses som anvendelig definition for sport, er det eneste der kan holde eSporten fra en egentlig optagelse i sportens verden, hvis der bliver defineret en minimumsgrænse for fysisk aktivitet.
I Counter Strike (CS:GO) og League of Legends, hvor jeg i de seneste tre år har arbejdet med at forbedre nogen af verdens bedste spilleres performance, er det indiskutabelt om disse unge mænd yder noget fysisk imens de spiller.
Nicolai Reedtz (dev1ce) fra Astralis, som lige nu anses som en af verdens bedste Counter Strike spillere, i gang med bentræning i FYSIQ Ørestad.
Det er naturligvis andre fysiske krav der stilles i CS:GO og League of Legends, end dem der eksempelvis kan findes i håndbold, gymnastik eller badminton, som er de verdner jeg også ofte befinder mig i.
Her handler det i høj grad om, at spillerne er fuldstændig klare i hovedet. De skal være ekstremt gode til at koncentrere sig og i lang tid af gangen. De skal være lynhurtige til at opfange inputs, oversætte og forstå dem, og derefter handle hurtigt på dem. Derudover skal de have en fænomenal øje-til-hånd koordination og reaktion. For at alt dette kan lade sig gøre, at det lige så vigtigt, at spillerne formår at være stabile og stærke nok i deres lænd, brystryg, nakke og underarme, således at de kan tåle og udholde at sidde ved computeren i cirka 8 timer, 5-7 dage om ugen.
Tager man eksempelvis en Major finale i CS:GO, kan det i værste fald for nogen, eller bedste fald for andre, komme ud i situationer, hvor der spilles noget i nærheden af fem gange en times intensivt spil, hvor hvert point afgøres i 2 minutters intervaller.
Det er fysiske kompetencer, som ligger forholdsvist tæt op af de fysiske krav, der ses i for eksempel motorsport, golf og tennis. Ja – naturligvis sportsgrene, der kræver mere fysisk styrke og konditionel kapacitet, men ellers ganske tæt på hinanden.
Sportsfysioterapeut og Klinisk ekspert, Christian Weinold, i gang med en række fysiske test af Origen.
Fjerner vi gamernes kompetencer i reaktion, minder eSporten mere om grene såsom skak, billard, dart og skydning. Sidstnævnte som jo findes på OL programmet.
Jeg forstår godt følelserne, som man kan have ved accepten af eSporten som sport. Mange forbinder det med junkfood, cola og usunde unge mennesker, der sidder isoleret i parallelverdner og udlever deres interesse for spillet.
Dette er absolut ikke uden grund. De unge atleter som jeg i dag træner, og som tilhører verdenseliten, tilhørte denne usunde verden for ganske kort tid siden.
Men virkeligheden er, at RFRSH (virksomheden bag Astralis og Origen) og FYSIQ Sport i den grad har vist vejen frem for to meget succesfulde hold, ASTRALIS og ORIGEN. To hold der allerede nu, igennem deres sportslige resultater og menneskelige fremtoning, har skabt stor opmærksomhed verden rundt i forhold til netop at skabe optimale udviklingsforhold for atleterne.
Emil Reif (Magisk) får lavet en konditest i FYSIQ Ørestad.
Lad os nu anerkende eSporten, du behøver ikke elske den. Lad eSport-stjernerne fremstå som de virkelige atleter de er, og lad dem fortælle historien om, hvordan deres verden i dag er gået fra en ustruktureret virkelighed, til en hverdag med faste døgnrytmer, sund mad og regelmæssig specialiseret træning. En hverdag hvor de hele tiden forsøger at lære sig selv bedre at kende, for at kunne fintune deres fysiske og mentale evner, så de bliver den bedst mulige udgave af dem selv som atleter.
For mig at se er eSporten nutidens svar på hvad golfen var for 20 år siden. Tiger Woods var med til at ændre en sport fra at være en sport fyldt med ældre tykke mænd, der røg cigar og drak whisky, til at være top-professionaliseret yngre veltrænede atleter.
Lad os hjælpe eSport-samfundet derhen – om ikke andet fordi vi sundhedsmæssigt ikke kan tåle at lade værd!
Læs også om fysioterapeut Vejle, fysioterapeut Esbjerg og fysioterapeut Kolding her.