Følg os
Mikkel Hjuler, Sportsfysioterapeut i FYSIQ Sports er i disse dage afsted med det danske håndbold kvindelandshold til verdensmesterskaberne i Tyskland. Læs her om de svære overvejelser og beslutninger han skal tage, når en skadet spiller skal vurderes klar til et mesterskab, hvor der spilles op til 9 landskampe på 15 dage.
Processen fra skadet til klar i sportens verden kan være svær. Hvornår kan en spiller tåle de ”normale” fysiske belastninger? Hvornår kan de (spilleren/udøveren) tåle de ekstra uforudsete hårde hændelser, der altid er til stede i en sport med fart, kraft og kontakt? Hvordan og med hvilken behandling/genoptræning kommer en skadet spiller fra, ikke at kunne bevæge en legemsdel uden smerter, tilbage til banen uden at løbe alt for store risici? Hvad skal behandles og hvad skal trænes samt hvor meget og hvor længe? Disse spørgsmål er nogle af de svære spørgsmål. …og de bliver ikke lettere at besvare, når tiden til at nå målet er stærkt begrænset.
’Med et VM der er i fuld gang, sidder jeg netop i denne situation. En god håndfuld spillere er, eller har været, et stykke fra 100% på toppen. Trænere, ledere og ikke mindst spillerne ønsker, at de bliver meldt klar til kamp. Mit hjerte brænder lige så meget som deres for at få dem i kamp!!
Et helt års arbejde skal helst indløses og kulminerer i disse 14 dage. Alt i én har lyst til at sige ”Kør på!”, ”Giv den alt du kan!”, ”Bidrag til holdet og lad os fejre vores fælles succes!”.
Men virkeligheden er, at det er følelserne og ikke hjernen, der taler – og er der noget et skadet væv i kroppen ikke tager hensyn til, så er det mine og spillerens følelser! Alt for mange gange har jeg set kollegaer, spillere, trænere og modstandere tage følelsesmæssige eller uprofessionelle beslutninger, og set de til tider fatale konsekvenser, der kan koste lange skadespauser og trække varige mén med ind i spillernes fremtidige liv. Jeg har sågar også selv prøvet det med ærgrelse og erfaring til følge, naturligvis. Netop derfor er mit fineste job i dag, at lave objektive vurderinger.
Jeg skal med stor sikkerhed kunne fortælle den pågældende spiller og landstræner Klavs Bruun, hvilken struktur i kroppen den er gal med. Hvad risikoen for forværring er ved at spille/træne og i lige så høj grad kunne forudse, hvad konsekvenserne af eventuelt at overhøre kroppens signaler vil kunne blive.
Med min anbefaling vil spilleren i samråd med landstræner Klavs Bruun, kunne tage deres beslutning om villigheden til at løbe risikoen og tage den eventuelle konsekvens efterfølgende.
Nogle gang vil jeg vurdere risikoen for forværring til at være stor, men hvis konsekvensen er lille, er beslutningen ikke altid så svær. Omvendt kan vi stå i en situation, hvor fortegnene er modsatrettede og i sådanne situationer vil det kunne betyde, at en spiller ikke meldes klar til en slutrunde eller en kamp på trods af, at alting udefra set, ser normalt ud.
For at kunne tage disse objektive beslutninger, gør jeg brug af mine fysioterapeutiske kompetencer i en sikker klinisk undersøgelse. Til tider, som i forrige uge med Trine Østergaard, har jeg behov for en supplerende paraklinisk undersøgelse i form af en scanning og en lægelig second opinion.
Herudover har jeg med landsholdspigerne haft dem igennem en lang række screeningstest, der gør, at jeg på de fleste spillere har objektive målinger på funktions- styrke-, stabilitets- og bevægelighedhedsniveau. Det betyder, at jeg har fysiske pejlinger på, hvad de i perioder uden skader har kunne præstere. Denne viden kan jeg effektivt bruge som sammenligningsgrundlag. Er en spiller fysisk der, hvor hun var inden en skade opstod? Er der sideforskel mellem rask og skadet side?
Hvis jeg i min genoptræning og i mine dag-til-dag-vurderinger kan ramme disse forhold, vil jeg med større sikkerhed vejlede træner og spiller gennem risiko og konsekvensanalyser.
Dette arbejde er for mig vildt spændende og til tider lidt angstprovokerende. For selv med mine kompetencer og indgående kendskab til den enkelte spiller, vil den rigtige beslutning først bekræftes rigtigt efter endt kamp og/eller turnering, når spilleren har spillet uden tilbagefald af en skade. Jeg håber ikke, jeg kommer til at vejlede i en retning, jeg kommer til at fortryde under dette VM.
Kom så Danmark!
Mikkel Hjuler Sportsfysioterapeut