Hvordan foregår behandlingen?
Når man laver Manuel Lymfedrænage (MLD), øger man opsamlingen af væske mm., samt stimulerer de motoriske enheder til at trække sig sammen i den rigtige rækkefølge (se nedefor). Samtidig stimulerer terapeuten lymfeknuderne i blandt andet mave, lyske og/eller armhule, så de tømmes og derved skaber et undertryk, og på den måde suger lymfen opad.
Alt afhængigt af skaden/sygdommen vil man ofte benytte sig af bandagering/støttebind for at bibeholde effekten i længere tid.
Ved akutte skader og følger efter operation, vil der typisk være væsentlig effekt efter 1 til 2 behandlinger. Behandling af kroniske lidelser opdeles i 2 dele, en drænerende del, hvor man ses ofte, men over en kort periode og en vedligeholdelses del, hvor man ses sjældent, men over en længere periode eller efter behov.
Typiske diagnoser
De typiske diagnoser og problemer, hvor manuel lymfedrænnage har en dokumenteret effekt er følgende:
- Kronisk venøs insufficiens, med hævede og/eller misfarvede (brunlige) underben, samt kroniske skinnebenssår.
- Hævelser efter operationer, total hoftealloplastik, total knæalloplastik, menisk operationer, albue operationer og lignende.
- Blødninger i vævet efter fibersprængninger, seneoverrivninger, slag, spark og forstuvninger.
- Hævelser i forbindelse med slidgigt.
- Hævelser i forbindelse med leddegigt i udbrud.
- Hævelser i forbindelse med CRPS (complex regional pain syndrome).
- Samt sygdommen scleroderma.
Hvad sker der ved lymfødemterapi?
For at forstå, hvad lymfødemterapi er, må man vide lidt om Lymfesystemet. Lymfesystemet består af en masse små og store kar, som blodkarrene, samt af lymfeknuderne. Det fungerer på den måde, at der er en opsamlende del og en transporterende del.
Den opsamlende del ligger ude i vævet og musklerne og består af små lymfekapillærer, der opsamler den væske, som ligger i vævet, samt proteiner, fedt, bakterier, døde celler osv. Når dette er kommet ind i lymfesystemet kaldes det lymfe. Herfra kommer lymfen videre til de transporterende kar, der fører den videre til lymfeknuderne og derfra videre til venerne tæt på hjertet.
De transporterende lymfekar er lidt større og har klapper ligesom venerne, som forhindrer at lymfen løber tilbage i vævet. De ligger i arme og ben lige under hud og underhud og kan derfor påvirkes manuelt.
I mellem hvert sæt klapper er der en lille motorisk enhed, der fungerer lidt ligesom et hjerte. Den påvirkes af tryk eller træk, det vil sige, at hvis karret fyldes op med lymfe, trækker enheden sig sammen. Klapperne i bunden af enheden forhindrer at lymfen løber tilbage og klapperne i toppen åbnes, så lymfen føres videre til den næste motoriske enhed. På den måde ligger der en masse små muskelfibre som perler på en snor og presser Lymfen tilbage mod hjertet.
I lymfeknuderne nedbrydes proteiner, fedtceller, døde celler og syge celler, eller de indkapsles og uskadeliggøres. Derudover kan lymfeknuderne opbevare store mængder lymfe og fungere som reservoir.
Et ødem eller en hævelse skyldes ikke nødvendigvis en sygdom i Lymfesystemet, men lymfesystemet er altid involveret, når der opstår en hævelse.
Der findes 3 typer ødemer (væske ophobninger)
Et mekanisk ødem eller mekanisk insufficiens, som skyldes at selve lymfesystemet er blevet beskadiget, enten ved cancerbehandling med hævelse efter fjernelse af lymfeknuder, ved store ulykker med meget vævsskade, hvor arvævet lukker af for lymfen, eller ved medfødte eller erhvervede sygdomme i lymfesystemet.
Et dynamisk ødem, dynamisk insufficiens, hvor lymfesystemet fungerer normalt, men ikke kan følge med til at fjerne den mængde væske der trækkes ud i vævet. Ex ved knæskader, ankelskader, forbrændinger eller efter operationer. Eller når venerne ikke er gode nok til at transportere blodet tilbage til hjertet og man får hævede og tunge ben.
Et kombineret ødem, kombineret insufficiens, som starter som et dynamisk ødem, men til sidst udmatter og skader lymfesystemet, fordi det har skullet bruge 100% af sin kapacitet i længere tid. Ved en skade, som en forstuvet ankel, vil der typisk komme en blødning i vævet. Proteinerne i blodet gør, at der suges mere væske ud i vævet end normalt. Derudover skabes en inflammation, som øger temperaturen i områdes, derved åbnes blodkarrerne, trykket stiger og der presses mere væske ud i området. Oveni dette øgede krav til lymfesystemet, påvirker smerte de motoriske enheder i lymfekarrerne, så de går i krampe eller spasmer og derved ikke kan føre lymfen ordentligt væk. Når hævelsen eller blødningen fjernes fra vævet, vil der ske en hurtigere opheling. Man øger ernæringen af vævet ved at gøre afstanden mellem blodkar og celler kortere, så næringsstofferne får lettere ved at nå frem og opnår derved også en større smertelindring.