Hold formen i december – og undgå de ekstra jule-kilo

Undgå de ekstra jule-kilo. Læs med her!

Skrevet af FYSIQ for 7 dage siden
(fre d. 7. dec - 2018 kl. 12:34)
Hold-formen-december-jul

Julen nærmer sig med hastige skridt. En hel måned kendetegnet ved hjemlig hygge, sociale arrangementer, samt massevis af både lækkerier og god gammeldags dansk mad. Især de to sidstnævnte frister gennem hele december, og selvfølgelig skal det da nydes, nu hvor det kun er denne ene gang om året. Balancegangen ligger dog i, at du kan nyde juletiden og alt hvad der følger med, uden at det tager overhånd og ender i, at et nyt år skydes i gang med stor utilfredshed med din form og følelsen af at være utilpas i egen krop.

For at undgå de ekstra kilo på sidebenene, er herunder strikket seks opsummerende råd sammen, som du kan have i baghovedet henover julesæsonen og fremadrettet.


1. Spis til du er mæt – og ikke mere!

Selvom det kan være fristende med en anden og til tider en tredje portion, så vær opmærksom på din krop og mæthed under et måltid. Mærk efter hvornår du har det godt og samtidig føler dig tilfredsstillet. Det handler om at smage på maden, nyde den, men i en mængde hvor du undgår følelsen af at være overmæt til punktet af ubehag. Som udgangspunkt er det en god huskeregel, at forsøge at holde sig til én portion. Kan du mærke, at du efterfølgende stadig mærker en reel sult, kan du supplere med lidt mere. Tit hvis man mærker efter, smager maden egentlig heller ikke ligeså godt, hvis man allerede har nået sit mæthedspunkt.

Et godt trick til julefrokosterne, hvor der snildt serveres 10-20 forskellige slags pålæg til rugbrødet, er at tage mindre portioner af det hele, og evt. skære rugbrødet i halve eller kvarte. På den måde kan du få smagt alle tilberedningerne, blot i mindre grad, og dermed undgå følelsen af overmæthed. På samme tid er du ikke gået glip af en eneste af dine yndlingsretter.


2. Nyd de søde sager – men med måde!

Julegodter findes i massevis, både af typer og mængder. Småkager, æbleskiver, risalamande, diverse chokolader og typer af konfekt er blot nogle af de fristelser vi har glæden af i julen.

I stedet for at spise dem alle, så lyt efter din krop, og vælg kun det du helst vil have. Når mad og godter som smager os, indtages, opleves en følelse af tilfredshed. Undgå at spise guf og godter, blot fordi det er placeret foran dig, hvis du egentlig godt ved, at du hverken har lyst eller behov for dem. I et sådant tilfælde vil dét at indtage de søde sager, ikke give den samme tilfredsstillelse, men blot være en overspisning af tomme kalorier, som over tid fører til ekstra kilo på kroppen.


3. Det er helt okay at sige ”nej tak”!

I forlængelse af de to ovenstående punkter, kan tilføjes, at det altid er tilladt at takke nej, såfremt du tilbydes mad, kage, slik eller andet, som du ikke har lyst til. Mange kan finde det svært, uhøfligt, eller måske endda føle, at de træder nogen over tæerne ved ikke at smage på det medbragte.

Men egentlig handler det bare ofte om måden, hvorpå det udtrykkes. Sig det som det er: du er mæt – du har ikke lysten lige nu – du vil rigtig gerne smage senere, men springer over til at starte med. Ellers kan du som altid tage et mindre stykke, så du har smagt og nydt, og vist dette overfor den ven, kollega eller det familiemedlem, som har ville hygge om dig.


4. Hold igen med alkoholen!

Som følge af diverse sociale arrangementer, ses ofte også et større indtag af alkohol i julesæsonen. Her skal man som med de søde sager være opmærksom på, at alkohol ingen næring eller mæthed giver kroppen, men dog er rigtig energitæt. Uddybende vil det sige, at alkoholiske drikke altså er spækket med tomme kalorier. Skru derfor ned for indtaget, eller prioritér i det mindste, så du vurderer om du til et arrangement f.eks. hellere vil have et par øl frem for en dessert. Er man dog alligevel inviteret til vild julefrokost, hvor det åbenlyst ligger i kortene, at en masse drikkevarer vil ryge indenbords, så overvej da, om du skal erstatte hver anden genstand med et glas vand. Både dit hoved og din krop vil takke dig dagen efter.


5. Få masser af grønt og fibre i løbet af dagen!

Da juletiden ofte er karakteriseret ved et højere indhold af både fedt og sukker i den mad vi indtager, er det som altid en god idé at tanke op på det grønne og fiberrige, hvor det er muligt.

Sørg for at få masser groft og grønt i løbet af dagen. Hvis du ved, at du skal til et arrangement i aftentimerne, så prøv så vidt muligt at benytte dagens tidligere måltider på at fylde op med fødevarer, der giver dig energi og masser af næring, i form af vitaminer og mineraler.

Spis groft i form af produkter med et højt indhold af fuldkorn og fiber, som havregryn og rugbrød, og grønt i form af de grøntsager, som smager dig bedst. Tilføj gerne 2-3 stykker frugt dagligt, alt efter lyst og præference.


6. Hold dig aktiv!

Da mange indtager en del mere end normalt, både i form af mad og drikke i løbet af december, kan en god idé være at holde sig aktiv, for at udligne det øgede kalorieindtag bedst muligt. Det kan dog være lettere sagt end gjort, da december ofte samtidig er en af de mest travle måneder for mange, grundet kombinationen af juleforberedelser og sociale arrangementer. Daler motivationen til træning, kan en løsning være at prøve forskellige hold.

Du kan se de forskellige fitness hold, som FYSIQ tilbyder lige her.

På den måde får du varieret din træning, og du kan samtidig slå hovedet fra, da det er instruktøren, der guider dig igennem, og ikke dig selv der skal tage stilling til valg af øvelser eller maskiner. Begynder du dog at registrere, at du slet ikke kommer op i træningscentret, så prøv at tænke i anderledes baner, for stadig at få brugt krop og muskler dagligt. Det handler om, at gøre det let og overskueligt for sig selv. Det kan være en lille løbetur er løsningen, eller måske 10 minutters kropsvægtøvelser derhjemme, inden du alligevel skal en tur i bad. Derudover kan du have fokus på at øge den daglige motion, ved aktivt så vidt muligt at vælge cyklen, når du eksempelvis skal på arbejde eller løbe ærinder. Tag trapperne i stedet for elevatoren eller gå eventuelt nogle flere ture i løbet af dagen. Alt tæller med.


Opsummerende vil det sige, at…

Det altid vil handle om, at alt kan indtages med måde. Find din egen balance, hvor du ikke går hen og bliver fanatisk. Vær blot kritisk i forhold til dit indtag – mærk efter din krop, din sult, din mæthed og din lyst til at spise og drikke. Derudover så sørg for at bruge din krop og holde dig fysisk aktiv. Prøver du at inkorporere disse råd og denne tankegang i det daglige, er jeg sikker på, at du i januar vil stå meget stærkere både fysisk og mentalt, end du tidligere har gjort efter en dejlig julesæson.

God jul – og god FYSIQ!


Indlæg skrevet af Sille Thode, prof.bach. i Ernæring og Sundhed og personlig træner.

Har du brug for flere tips og tricks, hvad angår implementeringen af en sundere kost og livsstil, så hold øje med bloggen for løbende inspiration. Derudover er du altid velkommen til at skrive på swt@fysiq.dk for nærmere info, hvis du har behov for mere specifik vejledning eller på anden måde går med ønsket om hjælp til ændring af livsstil.